Denne artikel har været bragt i Kræftforeningen Tidslernes blad 2017-2

Tamoxifen: Nej tak!

Det, jeg meget hurtigt lærte, var:

Bed om betænkningstid, tag aldrig beslutninger med det samme, spørg igen og igen og hav en bisidder med til alt! Det er din krop, dit liv, din fremtid, som ikke bare kan puttes ind, så det passer ind i sundhedssystemet.

Dagen står endnu lysende klar for mig. Der var et liv før og et andet efter den 1. juli 2015. Den dag, hvor radiografen lavede ultralydsscanning på mine bryster og pludselig blev meget stille og så helt forkert ud i ansigtet. Jeg glemmer aldrig hans blik. Han så virkelig bekymret ud. Vi havde lige talt hyggeligt sammen, men det stoppede brat. Der havde intet været at se på mammografien, men det var der nu … Der blev efterfølgende taget flere biopsier, og så var det bare at vente på svar.

Ni dage senere sad jeg på 18. etage på Herlev Hospital og ventede på svar. Ud ad vinduerne så jeg på det, der lignede efterår, selv om det var højsommer. Jeg vidste jo godt, hvad klokken havde slået. Hvorfor jeg fik de jag i højre bryst. Min mand troede indtil det sidste, at alt var OK. Lægen begyndte at forklare noget om ”millimeter” og ”centimeter”, og jeg forstod intet og måtte spørge, om det betød, at jeg havde kræft. Svaret var ”ja”, og verden gik i sort: Jeg havde hormonfølsom brystkræft. Jeg gik fra rask til syg på et splitsekund. Fra at være total ”fit”, leve sundt og med fart på livet så jeg nu mig selv som skaldet i en hvid hospitalstrøje.

30 minutter efter gik vi derfra, og jeg var i chok. Planen var lagt: Fem dage efter skulle de ind og se, om der var spredning til lymferne. Det var dagen før, jeg fyldte 47 år.

Ifølge planen skulle jeg have kemo de næste 18 uger og herefter gennemgå operation og stråler. Jeg var meget i tvivl om kemoen. Kunne de ikke bare skære mit bryst af, så jeg kunne komme videre? Men jeg turde simpelthen ikke sige nej. Samtidig var det et stort ønske fra min familie, at jeg gjorde, som der blev sagt.

Jeg fik kemo efter planen og klarede mig relativt godt igennem. Jeg fik masser af akupunktur, ingefær, kosttilskud, dyrkede yoga og løb en masse. Min holdning var, at jeg kunne lige så godt stå og brække mig i skoven (hvis det var det, jeg skulle) som at sidde hjemme og ”vente” på det. Jeg hørte Michael Jackson ”Beat it” på fuld styrke, når jeg løb rundt i skoven. Meget sigende for min sindstilstand!

Fire måneder senere blev jeg opereret. Jeg bad dem fjerne hele mit bryst, selv om jeg blev tilbudt brystbevarende operation. Efter yderligere to operationer var der gået ni måneder, og jeg kunne slippe for stråler, eftersom jeg havde fået fjernet hele mit syge bryst.

I hele denne tid havde jeg været opsøgende på alle fronter: Hvorfor blev jeg syg? Hvad kunne jeg gøre for at hjælpe mit helbred på plads igen? Hvad rolle spiller fysik, psyke og det mentale helbred for sygdom? Undervejs var jeg via Tidslerne stødt på Naturlig Hormonterapi (Tidslerne blad 2015-2, red.) og havde læst Anette Paulins bog ”Naturlig Hormonterapi – du har et valg”, som bygger på forskning og evidens. Den gav så meget mening for mig.

Efterbehandling med Tamoxifen: Undervejs i mit behandlingsforløb var jeg forbi en ny læge stort set hver gang, jeg var til kontrol. Den dag, der skulle tales efterbehandling, var ingen undtagelse! En yngre reservelæge præsenterede mig for antiøstrogenbehandling. Hun lagde Tamoxifen-pakken foran mig og sagde: ”Værsgo!”. Efter at havde læst indlægssedlen på to A4-sider begyndte jeg at stille spørgsmål. Hun var helt tydelig selv skræmt fra vid og sans ved tanken om at få kræft og eventuelt tilbagefald og brugte sætninger som: ”Du SKAL tage imod den behandling” og ”Du er så ung”.

Hun garanterede mig også, at jeg kunne få medicin mod bivirkningerne af Tamoxifen: altså sovepiller, lykkepiller med mere, hvis det var nødvendigt! Altså kunne jeg få medicin mod medicinens bivirkninger!

Selv om jeg ikke er specielt autoritetstro, blev jeg så bange, at jeg var ved at æde hele pakken på stedet! Samtidig dukkede sætningen op for mit indre syn: ”At brystkræft var en tikkende bombe, som jeg måtte lære at leve med.” … Det havde en sygeplejerske på et tidspunkt fortalt mig, mens jeg lå og fik kemo. Det var frygteligt!

Jeg trak vejret dybt og krævede at tale med en læge, der kunne gennemgå studier med mig ud fra lige min case og situation med malignitetsgrad (ondartetheden, red.) med mere. Paradoksalt nok kom det mig nu til gode, at jeg er sygeplejerske og tidligere har solgt medicin. Jeg kan læse studier og kan stille de spørgsmål, der gør, at man kan se gennem disse ”fantastiske resultater”, som disse studier jo ofte postulerer.

Ens for alle: Jeg fik et møde med overlægen, som havde forberedt sig grundigt ud fra mine spørgsmål. Det var dejligt og professionelt, men gav mig også svar på, at det, der bliver tilbudt som efterbehandling, er ens for alle. Jeg mener, det er urimeligt. Vi er ikke ”One fits all patienter”! Hvordan kan man bare tilbyde ens efterbehandling med så mange bivirkninger, uanset ens udgangspunkt, når det ud fra deres egne data kun giver tre procents forskel i overlevelse på sigt …?

Tamoxifen er på WHOs liste over produkter, der kan give cancer! Det er absurd, og jeg kan ikke lade være med at fundere over, hvorfor der ikke er lanceret nogle nye (bedre) behandlinger til disse brystkræftkvinder gennem de sidste 30 år?!

Jeg stod tilbage og tænkte: Pest eller kolera? Ville jeg leve de næste 5-10 år med risiko for så vanvittige bivirkninger, som kunne smadre min livskvalitet, med risiko for blodpropper, ny slags kræft andetsteds og uden at være sikker på, jeg fik tilbagefald alligevel? Eller ville jeg finde min egen vej?

Jeg valgte min egen vej, og det med ro i maven! Jeg ved i dag, at jeg kan gøre meget mere selv for at forebygge tilbagefald med blandt andet Naturlig Hormonterapi, hvor jeg følger udsvinget i mine hormoner og reviderer min livsstil ud fra det. Vores hormoner har en stor og vigtig rolle i kroppen. Forskningen viser, at det forebygger sygdom, når hormonerne er i balance. Så min egen ”efterbehandling” er blandt andet at følge mine hormoner, spise kosttilskud, bruge bioidentiske hormoner, spise levende mad, lave stresshåndtering med mere. Man må hele vejen rundt.

Efterskrift

En pille kan ikke gøre det! Jeg er taknemmelig for, jeg fik denne indsigt og vil gerne give den videre, så andre kan få et liv med livskvalitet. Ingen ved, hvor længe vi er her, derfor gælder det om at LEVE nu J

Jeg har uddannet mig som NHT®-vejleder for at give min viden og erfaring videre. Jeg mener, det kan være vejen frem for mange! For alle, der ønsker at hjælpe deres hormoner i balance samt få redskaber til en livsstil, der kan forebygge blandt andet kræft og andre sygdomme, kan jeg anbefale Anette Paulins nye kursus: ”Naturlig hormonbalance – hele vejen rundt”, som jeg også bidrager til (https://nht.dk). Du kan læse mere om naturlig hormonterapi på www.hormonsygeplejersken.dk.

Føler du, at der er “noget galt” og savner du dit gamle jeg?

Så er du ikke alene! Det ved jeg, fordi jeg til dagligt hjælper kvinder og mænd med at få et deres helbred tilbage på sporet, få mere overskud, glæde og bedre søvn. 

Mit navn er Helle Læssøe, og jeg har arbejdet med optimal sundhed siden 1995 og haft min klinik siden 2015. Jeg har klienter i aldersgruppen 15-82 år i hele Danmark, USA, Frankrig, New Zealand – ja rundt om i hele Verden.

Du kan få del i min viden som hormonterapeut og sygeplejerske via de forskellige forløb jeg tilbyder, foredrag jeg holder rundt om i Danmark, på min blog, i mit nyhedsbrev og i min Facebookgruppe.

Falske myter om overgangsalderen

Tilmeld dig mit nyhedsbrev – så sender jeg dig guiden
“7 forkerte udsagn om overgangsalderen